jesp i kabul

Farvel og tak

Jeg er nu ankommet til MS-TCDC i Tanzania, og det betyder at dette er mit allersidste indlæg på min Kabul-blog. Tak fordi I ville læse med og en stor tak til jer der har sendt kommentarer, enten her på siden eller pr. email.

Min videre færden kan følges på min nye blog:

http://guhle.typepad.com/jespitanzania

Jesp

Jeg ville ønske…

Så er det slut, mit Afghanistan-eventyr er forbi. Jeg er ikke længere i Kabul.

I skrivende stund befinder jeg mig i Peshawar lufthavn og venter på at komme med mit fly til Dubai, men når denne sidste post er uploadet på min Kabul-blog, er jeg ankommet til MS-TCDC uden for Arousha, Tanzania – mit nye hjem i mindst seks måneder.

Jeg ville ønske at jeg havde skrevet lidt mere den sidste måneds tid. I så fald ville jeg have skrevet om at spille frisbee i Shar-e-Now park med tyve afghanere i øsende regnvejr eller om at være eneste mand til kvindemøde i Ghazni eller om at skifte dæk på Jalalabad Road mens tyske kampvogne suser forbi. Jeg ville i det hele taget ønske at jeg havde haft lidt mere tid til at sige ordentlig farvel til Kabul, gå nogle ture nu hvor vejret endelig er blevet godt igen, købe nogle souvenirs, sidde i min have, invitere venner til middag. Jeg ville også ønske, at jeg havde haft mere tid til at forberede mig på Tanzania. Men som det hele udviklede sig, blev det i stedet et feberagtigt kapløb med tiden, hvor jeg forsøgte at lave tre måneders arbejde på to måneder, og aldrig helt var sikker på, om det ville lykkes eller ej. Den sidste uge så jeg stort set ikke andet end kontoret og min seng, og jeg begyndte at pakke min kuffert ca. tre timer inden jeg tjekkede ind i lufthavnen. Ikke lige den måde jeg havde håbet på at forlade Afghanistan efter næsten otte måneder.

Men efter endnu nogle hektiske dage i Peshawar, Pakistan, hvor jeg stort set kun så mit hotelværelse, kunne jeg endelig besøge, shakeel, trykkeren i Peshawer, og aflevere de sidste rettelser til den bog og cd-rom, der var min sidste opgave for DACAAR. Og det gav mig et lille døgn til endelig at slappe lidt af inden den store rejse til et andet liv i et andet land på et andet kontinent.

Dagen blev brugt ved swimmingpoolen på the Khyber Club, et mærkeligt forladt sted med restaurant og bar og poolbord, og tjenere i hvide skjorter men stort set uden mennesker. De fleste NGO’er har flyttet deres hovedkontor fra Peshawar til Kabul efter Talibans fald, og det er blandt andet gået ud over The Kyber Club, der ellers plejede at være in-stedet blandt udlændinge i Peshawar.

Ikke noget upassende sted at prøve at omstille sig fra centralasiatisk støv til – forestiller jeg mig – giftiggrøn jungle. De mennesketomme luksusomgivelser gav stedet et uvirkeligt præg – en twilight zone på grænsen mellem to verdener, og ikke rigtig favnet af nogen af dem.

Jeg fandt hurtig ud af at jeg ikke kunne rumme Tanzania endnu. Dertil var Afghanistan stadig for tæt på. I stedet gjorde jeg status over min tid i Kabul, og det gik op for mig, hvor heldig jeg været. Og her tænker jeg ikke bare på de arbejdsopgaver jeg har fået – eller taget – og alle de fantastiske mennesker jeg har mødt.

En lille oversigt:

• Ca. to uger efter min ankomst til Kabul, havde vi den famøse DynCorp-bombe, der dræbte syv mennesker og nærmest ryddede en vej for huse, deriblandt en DACAAR-bolig. Jeg var gæst i huset aftenen forinden og vi spiste middag i haven og spøgte med at det sikkert var blandt Kabuls sikreste huse, da den lille vej blev bevogtet af sværtbevæbnede gurkhaer.
• Et par måneder senere var der selvmordsbomberen i Chicken Street der dræbte 3 mennesker. Jeg var i gaden da det skete. Eller også var det et par minutter før – eller et par minutter senere. Jeg ved det ikke, for jeg mærkede intet til det. Jeg var inde i en forretning for at byttet en dvd der ikke virkede, og hørte først om bomben, da jeg blev ringet op i bilen på vej hjem.
• En frostklar vinterdag et par måneder senere var jeg og et par kolleger på vej til en afghansk restaurant for at spise frokost. Da vi nærmede os restauranten, så jeg et brændende gardin dale ned på gaden fra et af restaurantens vinduer. Det viste sig, at der lige var sprunget en gasflaske, og otte mennesker var blevet hårdt såret.
• Så var der Kam Air-flyet dert styrtede ned uden for Kabul. Samtlige 105 passagerer blev dræbt. Jeg har aldrig rigtig fundet ud af, hvorfor vi ikke var ombord på det fly. Det var vist noget med at forbindelsesofficeren for DACAAR i Herat hellere ville have at vi fløj med et andet flyselskab, fordi det ville spare noget transport i Kabul. I første omgang var vi godt sure på ham, da Kam Air var det eneste fly der fik tilladelse til at forlade Herat lufthavn med kurs mod Kabul, men det fortog sig en del, da vi næste morgen hørte, at flyet aldrig var nået frem.
• Anden gang jeg forlod Kabul, var det for at dokumentere nogle kvindemøder i Ghazni. Dagen efter sprang dæmningen udenfor byen læk og skyllede fem landsbyer væk, bl.a. et par af de landsbyer jeg besøgte. Fem blev dræbt af vandmasserne og et ukendt antal mistede deres bolig. Hændelsen var i øvrigt ikke kun en katastrofe for de mennesker, der blev direkte ramt, men også yderst uheldig for DACAAR, der arbejdede på at reparere dæmningen for et par år siden. DACAAR blev i de efterfølgende dage hængt ud i pressen som direkte ansvarlige for ulykken.
• Og for at det ikke skal være løgn, røg det lille Røde Kors fly der fragtede mig ud af Afghanistan for sidste gang, ind i et uvejr, det samme uvejr som fik en amerikansk militærhelikopter til at forulykke ca. 20 kilometer syd for Kabul. 7 mennesker blev dræbt. Det var nu ikke noget jeg tænkte over på selve turen, jeg havde nok at gøre med at koncentrere mig om at holde morgenmaden i mig. Men det er bestemt en tur jeg nødigt vil gentage.

Men ikke bare overlevede jeg min Kabul tid uden en skramme. Jeg har aldrig rigtigt følt mig truet eller i fare. Tværtimod er mit indtryk, at afghanere er seriøse, men høflige mennesker der betragter gæstfrihed som en æressag. Hvorend jeg er kommet, om det har været en lille landsby, en forretning i basaren eller kontoret ved siden af mit, er jeg blevet budt på te og en sludder.

Så lad de sidste ord i det sidste afsnit af mit næstsidste indlæg på denne blog gå til alle de mennesker – lokale og internationale – jeg har mødt i Afghanistan. Jeg ville ønske at vi kunne have haft endnu mere tid sammen.

Jesp

20 ting

Ti ting jeg kommer til at savne, når jeg forlader Afghanistan:

• Venner og kolleger

• Mit arbejde

• Udsigten fra mit kontor

• Min husfælle og mine chowkiddars

• Frisk naanbrød

• Min rosenhave

• Boksetræning med gutterne

• Den lokale basar

• Morgenmad på terrassen

• Min sandsæk



Ti ting jeg ikke kommer til at savne, når jeg forlader Afghanistan:

• Pigtråd

• Åbne kloakker

• Trafikken

• ANSO-rapporter om krig, død og lemlæstelse

• Mænd med maskinpistoler

• Maden på kontoret

• Etbenede tiggere

• Arrogante amerikanske soldater der opfører sig som om de er et herrefolk og alle andre er undermennesker

• Støv i halsen

• Blå spøgelser

Jesp

Forår

Så har jeg været i Kabul i over en uge, og endnu en gang er jeg på brutal vis blevet kastet tilbage i min afghanske hverdag.

Kun et par dage efter jeg var tilbage, blev en englænder skudt på gaden ca. 100 meter fra mit hus. Årsagen er ukendt og gerningsmændene blev ikke pågrebet, men rygter er der til gengæld nok af: Taliban gjorde det, det var et personligt opgør, han var involveret i narkotikahandel, han skyldte penge, han havde en afghansk elskerinde osv. Jeg har efterhånden vænnet mig til de mekanismer der nærmest pr. automatik går i gang, når vores dagligdag med mellemrum rystes af terrorhandlinger, herunder også skærpede regler for vores færden og et massivt udbud af militær i gaderne – og i luften – i dagene umiddelbart efter. Og når der er gået et par uger, er alting ved det gamle, lige indtil den næste terrorhandling.

Vi finder højst sandsynligt aldrig ud af, hvorfor manden blev henrettet, men det kan meget vel være et tegn på at terroristsæsonen så småt er ved at være over os efter en lang periode med relativ stilhed. Et absurd forårstegn efter måneder med sne og ekstreme frostgrader.

For det er nemlig gået hen og er blevet forår i Kabul. Da jeg for tre uger siden forlod byen, var der et par minusgrader i ventesalen i Kabul lufthavn, og da jeg to uger senere vendte tilbage, var temperaturen steget en ti-femten grader og jeg kunne stige af flyet i skjorteærmer. Sneen er væk og træerne har knopper.

Med foråret er fulgt en erkendelse, som jeg ellers har skudt foran mig: Jeg må til at se i øjnene, at min tid i Kabul er ved at være forbi. Min kontrakt udløber om mindre end en måned.

Man kunne fristes til at sige, at Afghanistan-eventyret snart er slut, men det passer selvfølgelig ikke. Eventyret fortsætter i Afghanistan. Til sommer er der parlamentsvalg, og det forløb kan meget vel blive afgørende for landets fremtid. Samtidig er USA's opiumsudryddelsesprogram meget tæt på at blive påbegyndt – et projekt der vil fjerne den eneste indtægtskilde for tusindvis af afghanere. Derudover er Pakistan gået i gang med at tømme flygtningelejrene og sende folk tilbage til Afghanistan. For mange familier betyder det at en relativt tryg tilværelse bliver afløst af usikkerhed og fattigdom. Det varer vist længe inden Afghanistans befolkning kan leve lykkeligt til deres dages ende.

Og for mit vedkommende er eventyret heller ikke forbi, det fortsætter bare et andet sted. Mellemfolkeligt Samvirkes træningscenter i Tanzania skal have et e-learning koncept, og det skal jeg være med til at udvikle. Jeg flyver direkte fra Kabul til Arousha om en lille måned, så det kan meget vel vare et halvt år, før jeg igen er tilbage i Danmark.

Jeg er selvfølgelig spændt på min nye tilværelse i Tanzania, men først og fremmest er jeg ked af at min tid i Kabul er ved at være ovre. Jeg har nydt det, bomberne, raketterne, burkaerne og pigtråden til trods. Først og fremmest vil jeg savne mit arbejde og mine venner og arbejdskollegaer. Vi har haft det sjovt, og jeg har nydt de spændende opgaver som vi sammen har været med til at løfte.

Jeg håber at jeg vil få muligheden for at besøge Afghanistan igen.

Jesp

Back in Afghanistan

Mens vinteren raser i Danmark såvel som i Afghanistan (67 mennesker er indtil videre rapporteret døde af kulde i Kabul og tallet kan meget vel komme højere op), så kan jeg ikke lade være med at tænke på de meget forskellige sociale rum, som tilsammen danner rammen om mit ekspatliv her i Kabul.

Der er selvfølgelig kontoret, der er en veritabel banegård, hvor mennesker defilerer ind og ud i en lind strøm. Vi er fire mennesker der deler kontor og selvom mit arbejde strengt taget er at sidde med øjnene rettet mod computerskærmen (jeg arbejder for øjeblikket med en cd-rom produktion), så ender vi ofte i lange diskussioner med udgangspunkt i afdelingens overordnede funktion, PR og public information: Hvad kan man sige, hvad bør man sige og hvordan skal man formulere det? Det er på kontoret at jeg kommer tættest på afghansk kultur og mentalitet.

Så er der mit hjem. Den officielle adresse er Kulolar Pushtar, sidegaden over for Radio Killid, første dør på højre hånd. Gadenumre er endnu ikke rigtig slået igennem i min del af byen. Modsat hvad man måske skulle tro, bruger jeg i disse dage forsvindende lidt tid derhjemme. Der er simpelthen for koldt.

Så er der restaurantlivet. Kabul har en række restauranter der appellerer til udlændinge, alt fra indiske restauranter til pizzeriaer. Mine to favoritter er en fransk restaurant og en afghansk-indisk restaurant der også har kinesisk og thai-mad på menuen. De to hyggeligste steder i Kabul, men rigtige expat-fælder, hvor de eneste afghanere typisk er tjenerne

Der er i øvrigt rig lejlighed til at spise kinesisk mad. Byen er fyldt med små kinesiske restauranter der severer god mad til en billig penge. Men man skal dog passe på. I en del af de kinesiske etablissementer tilbyder servitricerne andre ydelser end at bringe maden.

Og så er der selvfølgelig også afghanske restauranter der laver udmærket mad til næsten ingen penge. Hvis man hverken gider lave mad eller gå på restaurant, kan man altid gå ned om hjørnet og købe kebab eller en grillkylling.

Så er der den danske ISAF base. Ikke et sted jeg kommer ofte, men det sker ca. en gang om måneden at jeg tager derud for at sende post eller hæve penge på mit dankort. Det er en mærkværdig fornemmelse at træde ind i et lille stykke uniformeret Danmark med kongeparret på væggen og P3 på radioen. Det plejer at være rigtig hyggeligt, og soldaterne, der i vid udstrækning er afskåret fra omverdenen, er meget gæstfrie og nysgerrige efter at høre hvordan livet gebærder sig på den anden side af pigtråden.

Forleden havde jeg en ret speciel oplevelse. Jeg var inviteret til café-aften på den amerikanske ambassade. Den amerikanske ambassade er næsten en bydel i sig selv, strengt bevogtet af amerikanske soldater og nepalesiske gurkhaer. Så det tog en rum tid at komme igennem sikkerhedstjekket, men da jeg endelig kom igennem, viste det sig at ”caféen” var en container udstyret med bar, poolbord og dartskive, og gæsterne var hovedsageligt unge tatoverede og hårdtpumpede amerikanere i stramme t-shirts og baseball caps. Aftenens hovedbegivenhed var et live band, der lagde ud med et gammelt Beatlesnummer, ’Back in the USSR’, men med en noget anden tekst. Omkvædet lød:

Back in Afghanistan
Don’t know how lucky I am, man
Back in Afghanistan

Og meget apropos: De af jer der har fulgt med på min blog fra begyndelsen, undrer sig måske over at jeg stadig er her. Min kontrakt var oprindeligt seks måneder, og i dag er det præcis seks måneder siden jeg for første gang satte foden på afghansk jord. Men i mellemtiden har DACAAR forlænget min kontrakt med to måneder. I stedet rejser jeg til Filippinerne i et par uger. Jeg tager, InsAllah, af sted på fredag og er tilbage d. 6. marts.

Jesp

Afghanske ansigter

Jeg har jo med mellemrum publiceret nogle af mine billeder fra Afghanistan her på min blog. Jeg er, som I sikkert kan forestille jer, langt fra den eneste der har bragt et kamera med mig til Afghanistan, og jeg er, som I sikkert lige så vel kan forestille jer, langt fra den bedste fotograf her i Kabul.

I DACAAR er det især Ole Jensen, livelihood advisor, der imponerer med sine fotos, ikke mindst hans sort/hvide portrætter.

Med tilladelse fra Ole har jeg lavet et lille galleri med tolv udvalgte portrætter, og med kommentarer af Ole selv

Galleriet hedder ’Afghanske ansigter’ og kan ses ved at klikke her.

Jesp

Flugten fra Kabul/Fanget i Herat

Nu er det efterhånden lang tid siden jeg har skrevet noget på min weblog. Ikke fordi der ikke har været noget at skrive om. Tværtimod. De sidste par uger har været forbandet spændende, men også forbandet travle.

Jeg er for øjeblikket strandet i Herat, en by i det vestlige Afghanistan, tæt på grænsen til Iran. Mit forlængede ophold skyldes snevejr i Kabul, der midlertidigt har forhindret fly i at lande i Kabul lufthavn. Det gør mig nu ikke det store. Temperaturen i Herat er ca. 10 grader over temperaturen i Kabul, og vi har elektricitet og varmt vand 24 timer i døgnet. Og så er der den sidste lille ting:

Den dag vi skulle forlade Herat blev den ene flyafgang aflyst efter den anden, og kun ét fly lettede med kurs mod Kabul – fra Kam Air, et afghansk flyselskab. Men det fik ikke landingstilladelse i Kabul på grund af vejret og siden forsvandt det sporløst. I skrivende stund leder man stadig efter flyet. Mine rejsefæller og jeg er selvsagt lettede, men også chokerede over hvor tætte vi var på at være med netop det fly.

Men lad mig begynde ved begyndelsen:

Jeg er blevet mere og mere involveret i DACAARs nyhedsbrev, en månedlig publikation med et oplag på 1400, der bliver trykt på engelsk og dari. Det begyndte med at jeg tog billeder til bladet, derefter blev jeg involveret i selve opsætningen, så fik jeg lov at redesigne layoutet, og nu er jeg så også blevet involveret i selve indholdet.

DACAARs nyhedsbrev er en blanding af informationer fra ledelsen af DACAAR, behandling af politiske problemstillinger der berører organisationen, og reportager fra DACAARs aktiviteter ude omkring i landet. Det er derfor oplagt at vi med mellemrum tager ud for at besøge nogle af de projekter som DACAAR er involveret i.

Der skulle ikke meget overtagelse til, da det blev foreslået at jeg tog en tur til Herat. For det første havde jeg endnu ikke set andet af Afghanistan end Kabul og for det andet ville jeg gøre meget for at slippe for Kabuls ulidelige kulde, selvom det kun var for et par dage.

Jeg har tidligere nævnt Kabuls benhårde vinter, uden at jeg i øvrigt vidste hvad jeg talte om. Siden er temperaturen faldet ca. 10 grader og ligger nu konstant under frysepunktet med nattetemperaturer helt ned til minus 20 grader. Det er blevet en kamp at holde varmen, ikke mindst om natten, og vi må hente vand direkte op fra brønden, da rørene i huset er frosset. Jeg vil ikke dvæle for meget ved mine luksusproblemer, det virker upassende når folk dør af kulde i teltlejrene uden for Kabul og andre steder i landet, og når jeg dagligt ser tiggere stå i vejkanten i bare tæer i sandaler.

Men som sagt, jeg var klar til at komme lidt væk, og det gjaldt også for mine to rejsefæller, public information officer Alexandra Strand Holm og kontorassistent Mariam Alimi. Ikke mindst Mariam der, på trods af at hun er afghaner, aldrig har set andet af Afghanistan end Kabul. Det var i øvrigt noget af et under at hun overhovedet fik lov at rejse med os. Det er ikke normalt at kvinder får lov at rejse nogen steder uden ledsagelse af familien, og ligefrem at være væk i flere dage...

Men hun fik lov, og skjulte sin nervøsitet godt, da hun sad i Kabul lufthavn og kunne se frem til sin første flyvetur. Flyet fra UNHAS, FNs flyselskab, var som sædvanligt et par timer forsinket, så der var rigeligt tid til at opbygge en spænding. Men omsider sad vi i flyet og så ned på det ene forunderlige bjerglandskab efter det andet. Og efterhånden som vi bevægede os vestpå, forsvandt sneen fra bjergtoppene.

Jeg tror ikke, at der var nogen af os der havde forventet hvor varmt der ville være i Herat. Og det var der måske heller ikke når det kom til stykket, men da vi stod på landingsbanen iført fire lag tøj, føltes det som at ankomme til troperne.

Programmet startede lige på og hårdt. Efter en kort frokost i DACAARs guesthouse i Herat, kørte vi ud af byen, til en lille landsby ved navn Pashoton Zarghon. Turen gik af bakkede jordveje og vores chauffør så helt klart Afghanistan som sin helt private racerbane.

Det var mit første indtryk af Afghanistans landdistrikter. Golde vidder plettet af små landsbyer. Spredte fåreflokke drevet af små drenge, og altid rammet ind af en bjergryg i baggrunden.

Da vi endelig nåede frem til vores første møde med DACAARs field manager i Pashoton Zarghon, var vi allerede udmattede og ikke så lidt køresyge. Men vi var allerede pressede for tid, så turen gik hurtigt videre. Kvinderne skulle til en majlis zanha. En majlis zanha er et kvindemøde, et forum for landsbyens kvinder, hvor de kan diskutere frit uden mandlig tilstedeværelse.

Jeg var selvsagt ikke velkommen, så jeg vandrede i stedet rundt i den lille landsby, ca. tyve huse klumpet sammen i det øde landskab. Det varede ikke længe inden jeg blev inviteret inden for til te af en bonde, og med field manageren som tolk, brugte vi en lille times tid på at tale om vejret, afgrøderne, livet på landet i forhold til i byen. Bonden viste mig et stykke land som han tidligere havde dyrket opium på. Nu var det ryddet, og han ville i stedet dyrke kløver.

Da mine rejsefæller kom tilbage, gik turen videre til en endog endnu mindre landsby, hvor en flok bønder ventede på at møde os. Det projekt vi skulle høre om var safrandyrkning, en afgrøde som DACAAR promoverer som erstatning for opium. Safran giver en forholdsvis høj pris på markedet.

Og så gik turen ellers tilbage til Herat med ekspresfart. Vi måtte flere gange bede chaufføren om at slappe lidt af, men det var ikke noget han havde i blodet. Han påstod at der tit var røvere på strækningen, og at han ikke brød sig om at køre der efter mørkets frembrud. Og det var vel egentlig fair nok. En enkelt gang prøvede to bevæbnede soldater at vinke os ind til siden, men chaufføren ikke så meget som løftede foden fra speederen.

Den næste dag gik turen i stik modsat retning, til en landsby ved navn Robat Sangi. Denne gang splittede vi os op, så kvinderne gik til endnu en majlis zanha, og hørte om et væveprojekt som DACAAR støttede, og jeg kørte op i bjergene for at se på et projekt med at dyrke pistacienødder. Pistaciedyrkningen er kompleks, fordi den har flere formål. For det første er rødderne fra pistacietræerne med til at holde på det sparsomme vand og dermed bevare vandfugtigheden i jorden, for det andet giver træerne læ, og nedsætter dermed jordfygning, og sidst men ikke mindst er der nødderne, der giver en god pris på markedet. Men det varer selvfølgelig de fire-fem år det tager tæerne at blive store nok, og det jeg var vidne til, var selve såningen.

Bønderne på marken var hovedsageligt børn. Der er ingen skole i området, så børnene må tage fat på lige fod med de voksne. Et barskt liv lige fra begyndelsen.

Og det var sådan set vores officielle program. Efter en sen frokost med DACAARs medarbejdere i Robat Sangi, kørte vi tilbage til Herat og havde så en lille eftermiddag til at gå på sightseeing.

I Herat er der to ting man bare skal se: Fredagsmoskéen og Musallakomplekset. Fredagsmoskéen er imponerende islamisk kunst. Den blev bygget i 1200, men er blevet ombygget og restaureret flere gange. Det er faktisk første gang jeg har set et intakt historisk monument i Afghanistan, og moskéen står i stærk kontrast til de udbombede ruiner der udgør Kabuls ældre arkitektur.

Musallakomplekset, eller bare Minareterne som de hedder i daglig tale, er unikke monumenter, som godt nok ikke har klaret århundredernes strabadser lige så godt, men forfaldet kan ikke skjule deres storladenhed. De virker fuldstændig uden for tid og rum, som de står der, tårnhøje midt i gadebilledet og fuldstændig umulige at samle i et helhedsindtryk, så snart man kommer tæt på.

Vi brugte nogle timer på at gå på opdagelse i moskeen og i ruinerne af Musallakomplekset, og derefter kørte vi en tur gennem den gamle bydel. Om aftenen tog vi på et meget afghansk pizzaria – som ikke desto mindre lavede udmærkede pizzaer – og senere hen på cafe for at drikke kaffe og ryge vandpibe.

Og det var så den tur, eller rettere det skulle det have været. Meningen var, at vi ville flyve tilbage næste dags morgen, men vi er her endnu, tre dage senere, og der er ingen tydelige tegn på at vi kommer af sted foreløbig. Godt nok sner det ikke i Kabul lige nu, men en ny koldfront er på vej, og for at føje spot til skade, er det begyndt at sne i Herat.

Dagene er gået med shopping-ture, sidde på café, og ellers forsøge at arbejde herfra. Det har såmænd været meget hyggeligt, men det begynder at krible i os for at komme tilbage til Kabul. Ikke mindst Mariam, hvis todages udflugt væk fra familien pludselig er blevet til en uge.

Vi er begyndt at diskutere om vi skal køre i bil tilbage, men det er sidste udvej, da vejene er dårlige og berygtede for at huse mange røvere. I skal dog ikke bekymre jer derhjemme. Når I læser dette, betyder det at jeg er sikkert tilbage i Kabul.

Jesp.

P.s. hvis I vil se flere fotos fra turen, kan det ske ved at klikke her.

Kulde

Der er nu gået en uge siden jeg kom tilbage fra skiferie og jeg er efterhånden ved at vænne mig til kulden igen. Det virker absurd at der er koldere i Kabul end i Alperne, men dels ligger Kabul så meget højere (dalen Kabul ligger i, er i 1800 meters højde), og dels er kuldeproblemet her først og fremmest et indendørsproblem. Centralvarmen er endnu ikke kommet til Kabul. Selv med tre lag tøj bruger man ufatteligt meget energi på at holde sig varm i løbet af dagen (og natten), og det er foruroligende hvor meget det påvirker ens arbejde. Selvom mine fysiske aktiviteter efterhånden er begrænset til at gå fra huset til bilen og fra parkeringspladsen til kontoret, føler jeg mig konstant fysisk udmattet.

De tre mest populære varmekilder her er brændeovne, savsmuldsovne og dieselovne. Hjemme i huset fyrer vi med savsmuld i såkaldte bukaris. Fordelen ved savsmuld frem for diesel er lugten. Ulempen er at de ikke varmer helt så meget, og så skal de fyldes op ca. hver femte time. Jeg må stå op om natten og fylde mere savsmuld på ovnen, hvis mit soveværelse skal være over ti grader når jeg vågner om morgenen. Jeg har helt opgivet at bruge stuen, da den praktisk talt er umulig at varme op.

Men der er da også enkelte fordele ved den intense kulde. Først og fremmest synet af de sneklædte bjerge der omgiver byen. Forleden dag, da jeg havde fri, besluttede jeg mig for at bestige en bakketop der ligger lige bag ved mit hus. Hidtil havde de barske statistikker – gennemsnitligt 100 landmineulykker om måneden i Kabulområdet– afholdt mig fra at betræde andet end asfalt, men tanken om udsigten over Kabul kombineret med frisk luft og motion blev for stor en fristelse.

Billederne fra min ekspedition kan ses her.

Jeg har stadig to ben at gå på.

Jesp

8 tegn...

... på at du er klar til at holde en ferie fra Kabul:

• Du har efterhånden opbygget en stor samling af pakistansk popmusik på CD
  
• Du afslutter alle sætninger med ’inshallah’, om gud vil
  
• Du synes egentlig at kogt ged smager udmærket
  
• Du kaster dig i dækning bag skrivebordet, hver gang nogen på kontoret smækker med døren
  
• Du starter et venstresving med at køre over i modsatte vejbane 20 meter før krydset, samtidig med at du stikker hovedet ud af sidevinduet og råber skældsord på dari efter den nærmeste gadebetjent
  
• Du kan synge med, når der bliver kaldt til bøn
  
• Du synes egentlig at kvindeankler er ret sexede
  
• Du overvejer at anlægge fuldskæg og købe en shilwar kameze

Jeg er på skiferie i Østrig fra d. 22. december til d. 2. januar. Jeg håber at I alle sammen får en glædelig jul og et godt nytår.

Jesp

Fornemmelse af jul…

Efterhånden som vi kommer længere ind i december måned, bliver der tyndet godt ud blandt udlændingene her i Kabul. De fleste rejser hjem eller i det mindste til et sted med lidt mere julestemning end her i Kabul, hvilket i øvrigt ikke kan være svært at finde.

Men det er ikke fordi vi ikke prøver at skabe en smule fornemmelse af jul i byen. Der har allerede været et par julemarkeder, og i fredags var alle danskere i Kabul inviteret til julefrokost. I alt 36 danskere mødte op til gløgg og dansk julemad, og vi var bredt repræsenteret med folk fra både div. organisationer, private firmaer, ISAF og ambassaden.

Jeg vil ikke komme med detaljer om, hvad der foregik til julefrokosten, kun sige at vi hyggede os gevaldigt, men jeg vil til gengæld godt sende en varm hilsen til transportfirmaet Mahe, der donerede mad, juletræ m.m. og i det hele taget sørgede for at vi fik en dosis god dansk jul.

Mange tak for det.

Jesp.